Juni 1997 startede jeg på et projekt for VELUX som førte mig til Polen, nærmere bestemt byen Gniezno i den vestlige del af Polen. Som fabriksdirektør havde jeg ansvar for projektet, der gik ud på at opføre en fabrik og opstarte produktionen. Det var et green field projekt - der var end ikke en vej der førte til det jordstykke der var købt.

Det første halvandet årstid boede jeg i Gniezno. Jeg havde en førstesals lejlighed i en mindre forretningsbygning hvor der var en spillehal i stueetagen. Bygningen lå centralt i byen, midtvejs mellem byens torv og katedralen. Centrum af Gniezno var netop istandsat og katedralen var en smuk fremtrædende bygning, så det var et dejligt sted at bo.

Gniezno, en by på ca 70.000 indbyggere var Polens første hovedstad og Polens første konger ligger begravet i katedralen, så selvom ikke mange udenfor Polen har hørt om Gniezno har byen en meget fremtrædende plads i Polens historie og i de fleste polakkers bevidsthed. I Danmark kender det officielle Roskilde særdeles godt Gniezno, da det er en af Roskildes venskabsbyer, med en række historiske træk fælles med Roskilde.

At leve i Polen sidst i 90erne var også et møde med et økonomisk dårligt stillet samfund hvor social sikkerhed ikke var en given størrelse som i Danmark. Et væsentligt højere socialt ansvar var derfor fordret af en virksomhedsledelse i 90ernes Polen. Jeg modtog mangt et hjerteskærende brev fra privatpersoner og institutioner der søgte hjælp - vi hjalp hvor vi kunne.

Arbejdsmæssigt var det en spændende og udfordrende tid hvor Polen forsøgte at finde sine ben i en for dem ny, kapitalistisk verden. Polen var på den tid fuld af paradoxer, hvor især den yngre generation ønskede at distancere sig fra kommunisttiden, medens den lidt mere modne generation var lidt skeptisk over for ændringerne og til en vis grad savnede den sociale tryghed der også havde været en del af Polen under kommunismen. Der var ingen tvivl om at mange polaker havde en meget svær tid.
Der var daglige udfordringer når vi søgte at drive en virksomhed efter vestlige principper i et kapitalistisk land hvor mange love stadig var de gamle kommunistiske love og embedsmændene var stadig de samme, der mere og mere desperat forsøgte at fastholde deres position og privilegier. Bortset fra visse embedsmænd, oplevede jeg de fleste polakker som venlige, meget arbejdsomme, lidt reserverede men og nysgerrige, mange mennesker i Gniezno havde haft meget lidt kontakt med mennesker fra vesten.

Uden fabrik og dermed uden eget kontor lejede jeg et kontor i en nabobygning hvor et polsk firma havde sine kontorer. Herfra ansatte jeg de første medarbejdere, en bogholder, en kontorassistent og en ingeniør. Mens fabrikken blev bygget førte jeg kontrol med byggeriet og jeg og mine nye polske kollegaer begyndte at forberede administrationen af fabrikken, selvfølgelig også med støtte fra vores danske kollegaer.

Efter 9 måneder var fabrikken færdig og vi startede produktionen. Vi havde ansat produktionspersonale og en tekniker til maskinvedligehold. Vi startede med ca. 20 medarbejdere, men antallet voksede hurtigt. Det var nogle af de bedste kollegaer jeg har haft gennem min karriere - vi havde den specielle atmosfære som man ofte finder blandt "pionerer" - vi følte os lidt som pionerer. Jeg har altid troede på en god blanding af mennesker giver det bedste resultat. Så jeg sørgede for en passende blanding af mænd og kvinder. Ikke mindst i produktionsområdet var de kvinder vi havde ansat fantastiske - hårdtarbejdende, meget lidt syge, og utroligt loyale - de værdsatte vores måde at gøre tingene på og tilbagebetalte os fuldt ud med deres indsats.

Ud over det gode personale vi havde på fabrikken havde vi en aftale med en rådgiver der kendte polsk lovgivning etc. Og da vi gjorde så meget lokalt som fik vi en del forståelse fra det officielle Gniezno. Men også andre var glade for os og støttede os, især den lokale afdelingsbestyrer fra WBK banken havde en meget kundeorienteret attitude.

Da fabrikken var opført og produktionen godt i gang flyttede jeg til Poznan ca. 60 km fra Gniezno. Poznan er regionshovedstad i Wielkopolska(Stor-Polen) regionen og har en lille million indbyggere. Poznan er en spændende gammel by med et fantastisk liv på Stary-Rynek (gammel-torv) hvor der om sommeren er fortovscafeer overalt. Poznan er en universitetsby så der er mange unge mennesker der sørgede for liv og en rigtig god atmosfære i byen.

Kulturudbudet er også ganske godt i Poznan, med en del museer og andre kulturelle institutioner. På Poznan's National Museum ved Stary Rynek var der faste og varierede udstillinger af polsk kunst. Men jeg må indrømme at meget polsk kunst virker lidt "mørk". Hvilket vel er forståeligt når man kender Polens historie, der ofte har været præget af lidelser og undertrykkelse. Jeg håber en dag at komme tilbage og se noget af det nyere polske kunst.

Poznan tilbød en expats meget. Jeg boede i et dejligt område nær Malta søen. Og havde i Poznan bedre mulighed for omgang med andre udlændinge - tyskere, hollændere, englændere og vi havde vores egen lille dansker-klub hvor vi mødtes, diskuterede fælles interesser og problemer (fik selvfølgelig et spil kort, og et par Faxe øl, takket være Carsten der var Faxe importør).

Efter pionerarbejdet var ovre og jeg havde arbejdet mere end 3 år på projektet besluttede jeg at forlade Polen for at vende tilbage til Danmark til et job som fabrikschef hos Linak A/S på Als. Da det blev kendt at jeg ville forlade Polen blev jeg bedt om at komme på rådhuset for at tage afsked med borgmester Bogdan Trepiński. Jeg havde fået etableret et udemærket og tillidsfuldt forhold til borgmesteren. Men var lidt overrasket over at se et mindre opbud af lokale pressefolk da jeg indfandt mig på borgmesterkontoret. Det viste sig at jeg var blevet tildelt byens 1000 års medalje, som anerkendelse af min 'personlige indsats for byen Gniezno's økonomiske udvikling'. Jeg var selvfølgelig beæret og glad for anerkendelsen.

 ----------------------------

 

I begyndelsen af 2007 vendte jeg tilbage til Polen, denne gang som projektleder/fabriksdirektør for VELFAC, en virksomhed i samme firma gruppe som VELUX - VKR gruppen. Min opgave var at  færdigopførelse og opstarte produktionen i en ny vinduesfabrik nær byen Tczew syd for Gdansk.

Igen en spændende opgave hvor en ny virksomhed skulle opbygges fra bunden. Meget havde ændret sig i Polen, siden min sidste opgave i Gniezno, som nu på mange måder gjorde opgaven noget lettere denne gang.

Polen var nu medlem af EU, så personer og varers fri bevægelighed gjorde logistikken helt anderledes enkel. Og kampen mod toldvæsnet og øvrige embedsmænd var nu en ganske anden opgave end den jeg oplevede i 90erne.

På 10 år var en helt ny generation af dygtige unge mennesker med en anden mentalitet skudt op, mange havde været i Vesteuropa og arbejde. Mange der ikke havde været i udlandet og arbejde havde nu internationale erfaringer fra samarbejde med vestlige virksomheder. Man kunne nu finde mange ansatte der talte engelsk, regnskabsfolk der kendte og forstod en vestlig kontoplan og kunne anvende ERP systemer. På den produktionstekniske side var udviklingen også gået stærkt, begreber som LEAN, 5S, Kaizan, JIT var ikke længere helt fremmede begreber for polske produktionsfolk.

Jeg fandt meget af det samme engagement  og hårdt arbejdende holdning som jeg havde mødt  i Gniezno 10 år tidligere. Jeg fortsatte med min holdning til at få blandet arbejdsstyrken god med mindst 50% kvinder - polske kvinder er en fremragende arbejdskraft. Og som i det meste af verden er kvinderne ved at tage over... de er ofte bedre uddannet, mere motiveret, har højere ambitioner end deres manlige modstykke. Også dette er det en fornøjelse at se udfolde sig - at se hvordan engageret studeren, hårdt arbejde, motivation og drive bringer kvinder i Pole Position.

Det danske VELFAC projekt team der arbejde med dette projekt var et hold af meget dygtige og engagerede mennesker hvor ting var planlagt i detaljer, og eksekveret med præcision og omhu. Ligesom vi havde en god opbakning og oplæringsstøtte fra vores danske kollegaer. Det var en stor fornøjelse at være en del af dette hold.

Jeg boede i Sopot, der ligger lige nord for Gdansk og udgør sammen med Gdansk og Gdynia det område der lokalt kaldes "de tre byer".

Gdansk (tidligere Danzig) er en gammel Hansastad. Den blev fuldstændig ødelagt under 2. verdenskrig, men er senere genopført/restaureret så man kan i dag tydeligt genkende den karakteristiske Hansa-byggestil. Gdansk har jo også en fremtrædende plads i den nyere historie. Det var jo på skibsværftet i Gdansk at bevægelsen Solidaritet opstod. Det var starten på denne bevægelse der ledte til det skred i østeuropa der senere førte til murens fald.

Sopot er en dejlig by, et ferieområde for mange polakker, med en skøn strand, en træmole der strækker sig flere hundrede meter ud i Østersøen, og rigtig mange gode restauranter.

Efter færdiggørelse af fabrikken og succesfuld opstart af produktionen flyttede jeg tilbage til Danmark som projektchef i Dovista, en anden virksomhed i VKR virksomhedsgruppen, denne gang med ansvar for et udviklingsprojekt.